The Constitution, the Articles, and Federalism: Crash Course US History #8

Hej, Jeg hedder John Green. Dette er Crash Course US History og i dag skal vi tale om den amerikanske forfatning. Og mens vi gør det, vil vi undersøge hvordan den amerikanske model for politisk styre, blev så misundt over hele verden, at alle andre lande kopierede os. Hvad siger du, Stan? VI vil ikke tale om hvordan andre lande stjal vores model for politisk styre? Fordi ingen andre lande faktisk stjal vores model? Det - det lyder ikke sandsynligt, Stan. Nej, Stan, introen! I dag skal vi lære hv

orfor de grønne områder kaldet ikke-Amerika ikke kopierede os. Ok, som amerikanere måske kan huske tåget fra historietimerne, så er den forfatning de har levet under siden 1788, hvor det første præsidentvalg fandt sted, ikke den oprindelige amerikanske regeringsform. Den første forfatning vedtaget af kontinentalkongressen kaldtes Articles of Confederation og var med ét ord: Dårlig. Med to ord: Ikke god. Det var grunden til at den kun varede i 10 år. Problemet med konføderationen var, at den ikke

fungerede så meget som en ramme for en national regering som det var en "stabil venskabs-liga", hvilket desværre kun lyder som en gruppe Care Bear-superhelte. The Articles skabte en "regering" der bestod af delegerede, hvor hver stat havde én stemme. De kunne, i fællesskab, træffe beslutninger på bestemte områder, der vedrørte alle staterne. Der var ingen præsident og ingen domstole. Du kan forsøge at fortælle mig, at John Hanson, kongressens præsident, var den første amerikanske præsident, men

det er simpelthen ikke rigtigt. Alle beslutninger krævede 9 ud af 13 stemmer, hvilket næsten garanterede at ingen beslutninger kunne træffes. Åh, super-flertal: Altid dejligt effektivt. Men udover to-tredjedeles-kravet var kongressen også meget begrænset i, hvad de faktisk kunne gøre. De kunne erklære krig, føre udenrigspolitik og indgå traktater - grundlæggende alle de ting du har brug for, hvis du vil føre krig mod England. De kunne udstede penge, men ikke indsamle skatter; det var op til sta

terne. Så hvis du manglede penge, for eksempel for at føre krig mod Storbritannien, skulle man spørge staterne pænt. Der kunne vedtages tilføjelser til The Articles of Confederation, men kun ved enstemmighed - så ingen tilføjelser blev nogensinde vedtaget. Regeringen var bevidst svag - hvilket var en logisk konsekvens af amerikanernes frygt for en tyrannisk regering, der beskattede dem og indkvarterede soldater i deres hjem og så videre. Men de glemte en ting, svage regeringer er ligesom ikke-al

koholisk øl: Nyttesløs. Når det er sagt, så lykkedes den første regering med et par ting. Først og fremmest vandt de krigen, så Yeah! - med mindre du var slave eller indfødt, i så fald formentlig buh! For det andet udviklede regeringen regler for at håndtere en af de mest vedholdende problemer for den nye nation: Ohio. Ohio blev kaldt The Northwest, formentlig fordi det lå både nord og vest for Virginia. For at få kontrol over det nye landområde måtte man tage det fra de indfødte, der boede der.

The Articles gav regeringen lov til at indgå traktater - og det gjorde de. Crash Course Verdenshistorie-fans vil huske at athenerne fortalte melianerne at "de stærke gør hvad de kan og de svage lider som de må", og amerikanerne tog helt sikkert den athenske tilgang til traktater til sig. Gennem traktater underskrevet ved Fort Stanwix og Fort McIntosh opgav indianerne land nord for Ohio-floden. Den første regerings største bedrift var Nordvest-forordningen fra 1787, der skabte et grundlag for 5

nye stater mellem Ohio- og Mississippi-floderne. I skal vide to ting om forordningen: Den anerkendte at indianerene havde krav på landet og at man blev nødt til at behandle dem bedre, hvis nybyggere skulle undgå vold. For det andet, Stan kan jeg få varsels-filtret? Ja, perfekt. Forordningen forbød slaveri i alle fem nye stater. The Articles var dog stadig en komplet fiasko af én årsag: De kunne ikke opkræve skatter. Både den nationale regering og de individuelle stater havde opbygget en massiv g

æld på grund af krigen og deres største indtægtskilde var told og afgifter. Men fordi kongressen ikke kunne opkræve dem, måtte staterne gøre det én for én. Og det gjorde international handel til et mareridt. Et mareridt, der kun blev værre af at Briterne ikke ville handle med et land, der lige havde slået dem i en krig. I 1786 og 1787 blev problemet så slemt i Massachussetts at landmænd gjorde oprør og lukkede domstolene for at forhindre dem i at sætte deres gældstyngede gårde på tvangsauktion.

Det blev kaldt Shays' Rebellion, opkaldt efter en krigshelt og gældsramt landmand Daniel Shays. Oprøret blev slået ned af statens milits, men for mange var det et tegn på at den første regering, som ikke havde kunnet håndtere krisen, måtte gå af. Men ikke for alle; Thomas Jefferson for eksempel, var tilhænger af Shays' Rebellion. "Et lille oprør nu og da er en god ting. Frihedens træ må fra tid til anden vandes med patrioters og tyranners blod". Det er alt sammen meget fint, altså med mindre man

er en af de blødende patrioter eller tyranner. Men for de fleste i eliten viste Shays' Rebellion at for meget demokratisk frihed til underklassen kunne true den private ejendomsret. Folk der havde statsobligationer var også bekymrede fordi uden skatteindtægt, var det usandsynligt, at de fik deres penge tilbage. Og når rige mennesker føler behov for at der skal ske noget, så sker det som regel. Lad os gå til Tænkeboblen. Første forsøg på at gøre noget var et møde i Annapolis i 1786 som skulle fo

rbedre reguleringen af international handel. Kun seks stater sendte delegerede, men de enedes om at mødes året efter i Philadelphia for at rette The Articles of Confederation til. De delegerede der mødtes i Philly året efter havde dog en sjov definition af at rette til. Snarere end at lave småjusteringer, skrev de et helt nyt grundlag for regeringen, forfatningen, som med vigtige ændringer er den samme, som amerikanerne lever under og skændes om i dag. I modsætning til hvad nogle synes at mene,

var de 55 mænd som mødtes i Philadelphia og konstruerede en ny statsstyreform ikke guder, men de var langt fra almindelige - især for deres tid. De fleste var rige, nogle af dem meget rige. Mere end halvdelen havde en universitetsuddannelse, hvilket var meget sjældent da kun 0.001% af amerikanerne gik på universitetet dengang. Omkring 40% af dem havde tjent i krigen under Uafhængighedskrigen. Men en ting de alle havde til fælles var deres ønske om en stærkere national regering. De delegerede var

enige om mange ting: Staten skulle have en udøvende, en lovgivende og en dømmende magt; den skulle være en republik, med repræsentanter, snarere end direkte demokrati. Men djævelen gemte sig i detaljerne. Alexander Hamilton, nok den største tilhænger af en meget stærk regering, ønskede for eksempel at præsidenten og senatet skulle tjene for livstid. Idéen var dog dødfødt da de fleste delegeredes klare målsætning var at skabe en regering, der kunne beskytte mod både regeringens eget tyranni og f

olkets tyranni. De ønskede ikke for meget statstyring, men de ønskede heller ikke for meget demokrati. Det er derfor præsidenten teknisk set stadig ikke vælges af almindelige mennesker, men af 538 medlemmer af valgmandsforsamlingen. Systemet er så snørklet og mærkeligt at når amerikanske politikere snakker om at sprede demokrati i verden, så snakker de aldrig om valg efter den amerikanske model. Tak, Tænkeboble. Ja, jeg ved I har fantastiske valg i Canada. Ja, det er rigtigt, også alt det andet.

Jeg forstår det, ok? Det er amerikansk historie det her, Tænkeboble. Konflikter mellem modsatrettede interesser viste sig hurtigt ved forfatningskonventet i Philadelphia. Den første modsætning var mellem stater med stor befolkning og stater med lille befolkning. Store stater støttede James Madisons Virginia-plan, som ønskede et to-kammer-parlament med repræsentation i begge huse baseret på staternes indbyggertal. Mindre stater, i frygt for at de store drenge ville dominere, bakkede op om New Je

rsey-planen. [brummende] New Jersey. New Jersey-planen ønskede et enkelt kammer med lige repræsentation for hver stat - ligesom med The Articles of Confederation. Men selvfølgelig, når den kom fra New Jersey, havde den ingen chance for at komme igennem - og det gjorde den heller ikke. Istedet fik vi det store kompromis mæglet igennem af Connecticuts Roger Sherman, som gav USA to kamre: Repræsentanternes Hus med medlemmer baseret på staternes indbyggertal og Senatet med to medlemmer fra hver stat

. Medlemmer af huset, også kaldet Kongresmedlemmer, tjener i to år, hvor Senatorer tjener i seks år med 1/3 af dem på valg hvert andet år. Repræsentanternes Hus var designet til at skulle lytte til folket, hvorimod Senatet var skabt til aldrig at vedtage noget, og det var så godt designet at det stadig virker sådan i dag. Men denne løsning skabte et andet problem: Hvem skulle tælles i forbindelse med udregning af antal medlemmer. Slavestaterne ønskede at tælle slaverne med, selvom de selvfølgeli

g ikke kunne stemme fordi de var ejendom Stater med få slaver ønskede ikke at slaverne skulle tælles med. Bare for at gøre det helt klart: Alle disse mænd var racister. Problemet blev løst med det berygtede tre-femtedele-kompromis. For at udregne befolkningen tog man det samlede antal af hvide mennesker og lagde 3/5 af "andre personer" - ordet slave blev aldrig brugt - til. Så ja - det står stadig i forfatningen. Forfatnignen indeholder også regler for flygtede slaver, der kræver, at de skal lev

eres tilbage til deres ejer. Dette betød at en slave ikke kunne undgå slaveri ved at flygte til en stat hvor slaveri var forbudt. På den måde kunne stater ikke håndhæve deres egne love. Spoiler alert: Det bliver problematisk senere. Men bortset fra slaveriets tyranni, så hadede forfatningsfædrene virkelig tyranni. For at undgå regeringens tyranni omfavnede forfatningen to principper: Magtdeling og føderalisme. Statens magt blev tredelt: lovgivende, udførende og dømmende, og forfatningen indførte

at de forskellige organer kontrollerer hinanden. Den lovgivende magt kan vedtage love, men præsidenten kan nedlægge veto. Domstolene kan også erklære love ugyldige, men den magt tildelte de sig selv. Du finder ikke den ret i forfatningen - kig selv efter! Og føderalisme er idéen om at statsmagten deles mellem den nationale regering og staternes regeringer. Som amerikaner er jeg statsborger i både USA og Indiana. Og den nationale regering, den der reguleres i forfatningen, skal være begrænset ti

l visse specifikke områder. De fleste andre områder, især hvad angår helbred, sikkerhed og moral, efterlades til staterne. Men forfatningen forsøger også at beskytte mod den ekstremisme som for meget demokrati kan medføre. De hovedsageligt rige forfatningsfædre var bekymrede for at folket, som ofte var fattige og forgældede, ville vælge Kongresmedlemmer eller, Gud forbyde det, en præsident, som var tilhænger af omfordeling af formuer. For at forhindre dette blev Senatorer valgt af staten, oftest

i staternes parlamenter, og det var meningen at de skulle være de ledende borgere. Du ved, den slags gode amerikanere, som tager imod bestikkelse, boller udenom på lufthavnstoiletter, går til prostituerede og skyder Alexander Hamilton. Den anden afskærmning mod for meget demokrati var den førnævnte Valgmandsforsamling, som mange amerikanere hader fordi den kan vælge en præsident, som ikke fik flest stemmer. Men det er meningen. Valgmændende skulle være prominente, veluddannede og ejendomsbesidd

ende mænd, som ville være bedre til at vælge en præsident end, du ved, rosset. Men USA's forfatning er et meget imponerende dokument, især hvis man tænker på dens lange levetid. Jeg mener, som Crash Course Verdenshistorie-fans vil huske, så er nationalstaten ret ny på den historiske scene, og USA, som grundlagt i forfatningen er faktisk en af de ældste. Men forfatningen ville være meningsløs hvis ikke den var blevet ratificeret. Det blev den, men ikke uden en kamp, der blotlagde USA's politiske

ideologi. 9 ud af 13 stater skulle ratificere forfatnignen i specielle kongresser indkaldt til formålet. For at overbevise de delegerede om at stemme for forfatningen, skrev tre af forfatningsfædrene, Alexander Hamilton, James Madison og John Jay, 85 essays som til sammen er kendt som Federalist Papers. Alt i alt er de et kraftfuldt og i sidste ende overbevisende argument for, hvorfor en stærk national regering er nødvendig og IKKE en trussel mod menneskers frihed. Åh, det er tid for Mysteriedok

umentet? Reglerne er simple. Hvis jeg kan nævne forfatteren af Mysteriedokumentet får I et chok, som i overraskelse. Ellers får jeg et chok som i strømstød. All right, Stan, lad os se hvad vi har at gøre med. "Hvis omstændighederne skulle, på noget tidspunkt, forpligte regeringen til at danne en hær af en hvilken som helst størrelse, kan hæren aldrig være drabelig over for folkets friheder, hvis der er en stor gruppe af borgere, der kun er hæren en smule underlegen i diciplin og våbenbrug, som s

tår rede til at forsvare deres egne rettigheder og deres medborgeres. Dette fremstår for mig som den eneste erstatning der kan anvises for en stående hær og den bedste sikring mod den, hvis den skulle eksistere." Federalist Papers. Alexander Hamilton. Yes For nemt, Stan, selvom jeg sætter pris på muligheden for et rant. Hele idéen med den anden forfatningstilføjelse (retten til at bære våben) var at folk kunne beskytte sig selv mod en stående hær, fordi de selv var bevæbnede. I disse dage svarer

det ikke til at befolkningen skal have ret til at købe automatrifler, men at de skal kunne købe droner. Og velsagtens atombomber i kuffertstørrelse. Og forresten, i forfatningen er det ikke nævnt som et privilegie, men som en rettighed. Og siden det er en rettighed, går jeg ud fra at regeringen skal købe våben til mig, hvis jeg ikke selv har råd. Det er næsten som om Alexander Hamilton ikke havde nogen måde at vide, at våbenteknologi ville udvikle sig forbi forladergeværet. PS: Ved du hvordan A

lexander Hamilton døde? Han blev SKUDT. Undskyld, jeg blev nødt til det. Jeg kører bare. Det ville være nemt at ignorere de mennesker, der var imod forfatningen fordi, du ved, de tabte. Men nogle af de såkaldte anti-føderalister havde meget magt og de fortjener en smule opmærksomhed. Anti-føderalisterne, i modsætning til de hovedsageligt rige føderalister, blev normalt støttet af almindelige mennesker; små landmænd som ikke var så meget involveret i handel. De så mindre grund til en stærk nation

al regering, som kunne understøtte handel og beskytte udlånere. Og anti-føderalisterne var meget bange for en stærk regering, især én, der blev domineret af de rige. Forfattere som James Winthrop mente at en stor gruppe forenede stater ville blive et slags imperium og "at intet vidstrakt imperium kan regeres efter republikanske principper." Som bevis pegede han mod Storbritannien eller hele vejen tilbage til Rom. Mindre, mere lokale regeringer lytter mere til folk og er bedre til at beskytte der

es rettigheder. For anti-føderalisterne betød det stats-regeringer. Og selvom føderalisterne vandt og forfatningen blev ratificeret forsvandt spørgsmålet om hvor stor staten skulle være ikke. Så, forfatningen var i virkeligheden kun en begyndelse. Det er et uklart dokument og mange detaljer skulle klargøres i den politiske proces. Og senere på slagmarken. Tak fordi du så med. Vi ses i næste uge. Crash Course produceres og instrueres af Stan Muller. Vores manuskriptansvarlige er Meredith Danko. S

howet skrives af min gymnasielærer i historie, Raoul Meyer, og mig selv. Redigeres af Stan og Mark Olsen Medhjælpende producer er Danica Johnson. Og vores grafiske team er Thought Bubble. Hvis du har spørgsmål om dagens video eller noget som helst om amerikansk historie er der gode nyheder: Der er historikere i kommentarfeltet, så spørg løs. Tak fordi du så Crash Course, og som vi siger i min hjemby, Don't Forget To Be Awesome.